Af Lars Danielsen
Det var på mange måder en anden tid, da vi startede Snotlers i 1987. Musikken havde udviklet og indviklet sig, så antallet af stilarter var eksploderet, og vi skulle alle have en mening om det hele. Rock og blues eksisterede stort set ikke længere, i hvert fald ikke i min verden. Det var blevet til Reggae-rock, Jazz-rock, Punk-rock, Funk-rock, Fusions-rock, you name it. Bands'ene reagerede ved at forsøge at gøre deres musik så unik som muligt. Enten skrev man sin egen musik, og helst i en stil som var (endnu) en fusion mellem noget gammelt og noget nyt, eller man tog gamle og nye numre op, og lavede dem i sin egen, enestående og anderledes version.
Jeg tror vi opdagede at vi var ved at blive frustrerede og rodløse, musikalt set. Der var på en måde opstået en mæthed. Når vi satte en plade på grammofonen blev det oftere og oftere en af "de gode gamle", Cream, Hendrix, Doors, Velvet Underground, Led Zeppelin, Creedence, Beatles, Stones, Elvis. Men at spille den musik selv? Nej, hvis man bare kopierer, så er det ikke kunst, der skal tilføjes noget nyt, laves noget om, selvom vi inderst inde synes at de gamle mestre ikke kunne overgås på nogen måde. Man kan ikke bare spille kopier, så er man jo bare et danseorkester.
Men det var det vi gjorde. Inspireret af nogle af byens ældre musikere, der spillede rock og pigtråd dengang før verden gik amok, og som stadig gjorde det, eller for nogles vedkommende var begyndt igen. De havde ingen nykker om at skulle være stjerner, det handlede 100% om musik, og lidt om bajere og fede, og det virkede.
Jeg og Chapper havde jammet en smule, med Yff Hoff på bas, og jeg på guitar. Det var ikke rigtig godt, Yff havde en sær modvilje mod at skifte akkord, men i dag lever han som buddistmunk, og i Indisk musik er der oftest kun én akkord, så tingene har åbenbart en form for mening.
Så en nat var vi i byen i Randers. Maxim havde en baggård med en grillbar, hvor vi ofte kom, og gik man ind ad bagdøren var der en lille jam-scene. Uden at tænke nærmere over det, gik Chapper, jeg og Lars Møller på scenen, og Henry Havemand satte sig ved klaveret. Vi spillede Cocaine, som i Chappers udgave handlede om ko-kager, og da vi var midt i andet nummer, Black Magic Woman, eller rettere Fed Negerkælling, blev der slukket for strømmen.
Vi syntes nu selv ikke det havde været så slemt, og indenfor de næste uger mødtes vi på møllen i Laurbjerg, med trommer og forstærkere, og Chappers stereoanlæg som sanganlæg, og spillede videre. Tommy Lui dukkede også op, og så lignede det jo et band.
Nu skulle historien jo være at vi øvede og øvede, og derefter gik på jagt efter jobs, men det var lidt omvendt. Stig Brandstrup havde fødselsdag, det skulle fejres med en fest i haven, og bl.a. Heartbreakers skulle spille. Når vi nu var der, så kunne vi da spille lidt. Jeg mener vi havde under ti numre, og så vidt jeg husker var vi oppe at spille dem to gange. Fed fest i hvert fald, og vennerne syntes vi var gode. Chapper pladrede løs mellem numrene, med diverse sjofelheder og perversiteter, og musikken var mest i retningen syrerock. Ikke kønt, men velment. Ikke kunst, men effektivt.
Derefter gik det slag i slag. Vi spillede bl.a. i Randers-ugen, og vi varmede op for Lars Hug i Langå, udover de mindre jobs på værtshuse og spillesteder, og snart fik vi vores første job for en motorcykelklub.
Det var hos Kajs Hold i Holbæk på Djursland og jeg glemmer aldrig turen derud. Vi havde aftalt at de skulle hente os og gear'et på Møllen, dvs. på den gamle vandmølle i Bidstrup skoven, hvor vi øvede og hvor Chapper boede. En mørk efterårs aften rullede en totalt udbombet lastbil ind på gårdspladsen, vi smed gear'et ind i den og kørte afsted. Kort efter gik lyset ud, men Ølme, chaufføren mente sagtens kan kunne finde vej. Hvordan det kunne lade sig gøre uden politiets indblanden er et mysterium, men jeg fandt snart ud af, at de Djursland'ske bikere har en evne til at gennemføre det de sætter sig for.
Der stod vi så, i en lille mørk landsby, i et nedlagt mejeri, og spillede vores musik. Det var en stor succes, og i de næste mange år spillede vi et utal af gange for både Kajs Hold og Mosten MC. Dagen efter var festen langt fra forbi, og jeg mener der gik et par dage inden vi nåede tilbage til Randers. Rigere på oplevelser, men hyren var drukket op.